Einschulung er nuttet

Einschulung er nuttet

Noget af det mest nuttede er første skoledag i Tyskland. Einschulung, hedder det, og det foregår næsten altid lørdagen efter at alle andre børn, er begyndt i skole, så de små nye skolepurke – og piger føler sig helt særlige. Vi bor med udsigt direkte ud over en skolegård, og hvert år i begyndelsen af september, når der er Einschulung, hænger vi oppe i vinduerne og udspionerer de små nuttegrise. Det der gør det hele næsten uudholdeligt nuttet er, at børnene får en såkaldt Schultüte, et gigantisk kræmmerhus fyldt til randen med slik, skolesager og gaver. Er man en krea-mor eller far (og dem er der mange af) laver man selvfølgelig kræmerhuset selv, eller pynter videre på et, der er gået i arv, men man kan også købe alle slags Tüter, hvis man ikke er krea, eller bare er kronisk løbet tør for tid, ligesom mig. Schultüterne er så store at de små børn næsten ikke kan bære dem, og gaderne er ved at svømme over af gigantiske kræmmerhuse med små vaklende ben underneden, for der er nemlig også tradition for at gå tur med sin Tüte, så hele verden kan se, at her går en stolt, nyslået skoleelev. Hvert år undrer jeg mig over, at traditionen ikke for længst er blevet kapitaliseret, eksporteret og udbredt til hele verden, lige som alle andre traditioner med penge i, som f.eks., Chokolade-påskeharen, Halloween og Valentines Dag, men nej. Schultüte-traditionen, der har været kendt i Tyskland siden tilbage til 1800-tallet, er stadig forbeholdt de børn, der begynder i skole i Tyskland, og jeg glæder mig allerede til at skulle give Willow og Frankie deres Schultüter, når de skal begynde i skolen, ligesom jeg aldrig glemmer den dag i 2006, hvor Lola fik sin Tüte (med dufteviskelædre, kloge ugler, en madkasse med heste, slik og nye sko). Jeg måtte tilbage i gemmerne og finde et foto, nøj, hvor var hun sød – og hvor var jeg dog ung! Den anden pige er Mariella, naboens datter, der blev ”einschulet” her i forrige weekend. Jeg havde helt glemt, hvor meget Heste betyder, når man er seks år.

Robert+Mariella_Einschulung

About Sissel-Jo Gazan

Forfatter, biolog, mor til tre, bor i Berlin på 10. år og skriver om alt det, du ellers ikke lige ville finde.
Leave A Comment