Opera til husbehov
Her i weekenden havde jeg hele fem veninder på besøg fra så forskellige steder som København, Århus, Reykjavik og Berlin, og fik det spontane indfald, at jeg ville overraske dem. De er allerede garvede Berlin-besøgende, så hvad finder man på? Home Opera, selvfølgelig! Konceptet er både genialt og simpelt, og bagkvinden er den herboende danske operasangerinde, Hetna Regitze Bruun, der sammen med sit ensemble rykker ud til private hjem, og her leverer opera i hjemmelige omgivelser.
Hetna er mezzo sopran, og med sig har hun typisk en tenor, en sopran og en pianist, samt en røvfuld stole og dertil en potpourri af et repertoire, der fodrer tilhørerne med liftlige operabidder fra alt fra Westside Story til Wagner, Carmen og Mozart. Siden jeg var en lille pige, hvor min onkel Gert slæbte mig med til Tristan og Isolde i Musikhuset i Århus, har jeg egentlig været fascineret af opera, men jeg må alligevel tilstå, at jeg aldrig går i den rigtige opera, som Berlin ellers er så kendt for – jeg når jo nærmest ikke engang i biografen, så hvordan skulle jeg finde tid til syv stive timer inklusiv picnic-kurv? Nej, Home Opera er helt perfekt for mig, og thumbs up for Hetnas koncept, hvor man på to timer, inklusiv pause, bliver både grebet om hjertet og rusket rundt i følelserne, bliver bevæget og beriget, konfronteret og inciteret, og det altid i et nyt, spændende privat hjem et eller andet sted i verden, og ofte i Berlin.
Jeg satte først de damer i stævne på restaurant Platzhirsch på Arkona Platz, cirka 5 minutters gang fra den hemmelige adresse, hvor jeg vidste Home Opera skulle foregå. De anede ingeting, men jeg havde ladet skinne igennem, at vi måske skulle til tupperwareparty, måske til poledancing eller sågar til porcelænsmaling, hø hø, jeg er bare så snedig. Nå, men begejstringen ville ingen ende tage da vi, efter en hurtig konsumeret osteplatte og et glas vin på Platzhirsch, trådte ind i det private hjem, hvor koncerten skulle foregå. Alene omgivelserne var storslåede. Farvestrålende Tivoli-stole, væg-til-væg terrazzo gulv, bøger fra gulv til loft, et sort, matslebet flygel og ikke mindre end en reproduktion af Michelangelos Skabelsesberetningen fra det Sixtinske kapel prydede loftet i den imponerende stue.
Det var min tredje Home Opera-oplevelse, og denne gang havde Hetna inviteret den norske sopran Isa Katharina Gericke og den danske tenor Magnus Vigilius med, en fuldendt trio med den tyske pianist Markus Syperek ved flyglet. Super cool aften, hvor følelserne fik frit løb, fordi intet som opera trænger ind – og dernæst ud i allermindste afkroge af sjælen. Der er løbende Home Opera-koncerter i Berlin (tjek hjemmesiden her) og man kan også melde sig som vært, hvis man vil. Det eneste det kræver er et stemt klaver og plads nok, så kommer Home Opera-holdet med stole og guddommelig musik – få en smagsprøve her:
- Udflugt til KZ-lejr Sachsenhausen - oktober 3, 2016
- Opera og eksklusiv middag på havet - juli 19, 2016
- Og vinderen er…! - juli 19, 2016
- Vind en Vi elsker Berlin-guide - juli 14, 2016
- Fransk bistro og japansk uden sko - juli 13, 2016
- Asiatisk topklasse i Charlottenburg - juli 7, 2016
- Civil ulydighed og spændende besøg - maj 13, 2016
- Rettelser til papirudgaven - maj 8, 2016
- Cool im Kiez – tips til mit nærmiljø - april 29, 2016
- aktiv ferie i Berlin - april 16, 2016
En fuldstændig fantastisk oplevelse