Jeg overvejer, om min gamle tysklærer Frau Krautwald mon af og til tænker på mig og griner. For hold op hvor var jeg dog håbløs til tysk i gymnasiet, en håbløshed, der faktisk blev grundlagt allerede i folkeskolen. At forsøge at tale tysk var dengang ligesom at spise sagogrynssuppe. Små genstridige perler af noget udefinérbart, der bare voksede i min mund, så an, in, auf, über, unter, hinter vor und zwischen mest af alt gav mig kvalme. Dengang kunne jeg seriøst ikke se ideen med Tyskland. Sproget var grimt, maden uappetitlig og selve landet gjorde, i mine øjne, ikke andet end at gøre turen til middelhavslandene ulidelig lang. Jeg var lykkelig, da vi ikke kom op i tysk efter 2.g. og overbevist om, at jeg havde lagt det hæslige sprog bag mig for evigt. Men jeg skulle blive klogere. Første gang jeg fortrød at have disset tysk, var da jeg, som 26-årig, forelskede mig i en tysker. Han var læge på Rigshospitalet og boede derfor i København, men alligevel. Ærketysker. Vi talte engelsk sammen, og når han ringede hjem til side forældre, og jeg sad med mine spionører og lod som om, jeg læste en bog i baggrunden, var det faktisk pænt lidt jeg forstod, til trods for at jeg havde haft tysk i skolen i fem stive år. I 2001 fik tyskeren og jeg et barn sammen, min smukke, coole datter, Lola, og det var omtrent her jeg første gang sendte Frau Krautwald en kærlig tanke. Det skulle hun lige have set, tænkte jeg. Mig, der virkelig ikke kendte min akkusativ und var wirklich dumm, var nu pludselig mor til en halvtysker og havde fået tysk svigerfamilie, som jeg talte engelsk med. Pinligt! Da vi blev skilt, ændrede mit syn på tysk sig radikalt. Tyskeren var godt nok flyttet ud, og men halvtyskeren var heldigvis kommet for at blive, og det gik pludselig op for mig, at jeg var forpligtet til at vælge hendes andet modersmål og fædreland til, og det uanset mit eget forhold til både sproget, landet og maden. Lola havde ret til at lære tysk, når hun var – og er – halv tysk. Da vi flyttede til Berlin gik det meget trægt med mine tyskkundskaber, hold op, hvor jeg slog mig i det mentale tøjer… Og fortsatte med at snakke engelsk. Lola derimod var selvfølgelig flydende på cirka tre måneder – treårige taler bare, fejl eller ej, og det har alle dage været godt for ethvert sprogkundskab. Men for mig var det ikke så let. I tre år sagde jeg stort set intet på tysk, men sugede til mig og slog ord op, og lige så langsomt fik jeg et sprog, med streg under lige så langsomt. I dag taler jeg ”flydende tysk fyldt med masser af fejl”, som jeg plejer at sige. Jeg har selv oplevelsen af at være 100 % fri, og jeg kan sige alt, jeg gerne vil sige, men jeg har stadig ingen anelse om det med an, auf og hinter, det hele sker på et slags gangsta-gehør, blandet med min bedste jyske charme. Jeg har stadig problemer med Sch-lyden, og hele to gange har jeg dummet mig så vildt sprogligt, at jeg stadig må sprutte af grin, når jeg tænker på det. Den første gang var da jeg ringede til min gynækolog for at bede om at få min ”Schilddrüse” undersøgt (Schilddrüse=skjoldbruskirtel), men i stedet for det medicinsk korrekte ord, kom til at sige ”Schildkröte” istedet for ”Schilddrüse”, hvorpå sekretæren i telefonrøret døde af grin, så hun næsten ikke kunne få fremstammet, at var den gal med min Schildkröte, så havde jeg altså ringet til den forkerte læge, hvorpå fadæsen gik op for mig. Schildkröte betyder nemlig skildpadde. Et par år efter dummede jeg mig igen på den virkelig sjove måde. Lola og jeg var flyttet til Mitte, og jeg var begyndt at løbe i Humboldthain, den skønne park i Wedding, ikke langt fra hvor vi stadig bor. Parken er virkelig fin, høje træer, lidt vild, med en smuk rosenhave og en klatrevæg, et friluftsbad om sommeren og som det mest kuriøse: Seriøst mange egern! Og det fortalte jeg så en af mine tyske venner i vild begejstring: ”Es ist dort soooooo schön! In jedem Baum sitzt ein Einhorn!” Flot, Sissel-Jo. Egern hedder Eichhörnchen, mens Einhorn såmænd betyder enhjørning. Min ven holdt masken og sagde blot: ”Gud, der må jeg klart hen. Enhjørninge er så sjældne nu om stunder.” Det grinte vi meget af den sommer. Ungerne er selvfølgelig tresprogede, og Willow, der ellers både er en dreng, og vokser op med alle tre sprog samtidig, mens Lola blev flydende på et sprog ad gangen, imponerer med sine sprogtalenter. Jeg vurderer, at han ikke taler helt så godt dansk som en gennemsnitlig dansk 4-årig, til gengæld sakser han uden problemer mellem dansk, tysk og engelsk, og hans tysk er imponerende godt for en, der kun taler tysk i børnehaven og på legepladsen. Lola taler selvfølgelig flydende berliner-tysk, lige så godt som enhver indfødt. Mark derimod har sine vanskeligheder. Det er svært at lære sit første fremmedsprog som næsten 50-årig, og så lige tysk! Jeg sender ofte Frau Krautwald en kærlig tanke. Jeg kan ikke forestille mig noget mere langhåret end at være (min) tysklærer, men jeg er sikker på, at hun ville være stolt af min færdigheder i 2015, og endnu mere stolt af mine børns. Tschüss!

• About the Author
• Latest Posts

About Sissel-Jo Gazan

Forfatter, biolog, mor til tre, bor i Berlin på 10. år og skriver om alt det, du ellers ikke lige ville finde.

• Udflugt til KZ-lejr Sachsenhausen - oktober 3, 2016
• Opera og eksklusiv middag på havet - juli 19, 2016
• Og vinderen er…! - juli 19, 2016
• Vind en Vi elsker Berlin-guide - juli 14, 2016
• Fransk bistro og japansk uden sko - juli 13, 2016
• Asiatisk topklasse i Charlottenburg - juli 7, 2016
• Civil ulydighed og spændende besøg - maj 13, 2016
• Rettelser til papirudgaven - maj 8, 2016
• Cool im Kiez – tips til mit nærmiljø - april 29, 2016
• aktiv ferie i Berlin - april 16, 2016