Hej, hej, det er mig, Sissel-Jo. Og hvem er du så? Ja, det er da mig, der er indehaver af den her blog www.vielskerberlin.dk! Det kan enhver da komme at sige. Bevis, at det virkelig er dig. Det er virkelig mig, og jeg elsker stadig Berlin, og jeg er stadig så glad og taknemmelig for alle jeres kliks, jeres sjove og søde spørgsmål, kommentarer og tilkendegivelser, og ikke mindst det faktum, at papirguiden stadig sælger støt og roligt, og at jeg nu to gange er blevet genkendt på gaden i Berlin af søde danskere, der bare lige vil sige tak for nogle gode tips. Så cool, og af hjertet tak. Og jeg er også ked af, at I har hørt så lidt til mig på det seneste, men jeg må nok se i øjnene, at jeg ikke magter at skrive hver og hver anden dag, eller hver og hver anden uge, for den sags skyld, og det skyldes livet med tre børn, en romandeadline, der rykker nærmere (jul – det lyder som om laaaaaaang tid, men det er det ikke for den, der skal skrive den) og dertil kommer, at jeg har måtte finde mig et bijob for at få enderne til at mødes, og for tiden derfor oversætter for en international oversættervirksomhed, der hedder SDL. Som der står på min Facebook profil: Author. Mother of 3. Kinda busy – og det har jeg virkelig måtte sande den seneste tid!

never a dull moment

Derfor har jeg også besluttet mig for, at lægge stilen lidt om her på bloggen. I stedet for at skrive lange indlæg, som jeg, i kraft af mit ikke ligefrem ringe ambitionsniveau for indhold og originalitet, så ikke lige får skrevet, fordi det tager tid, jeg ikke har, vil jeg prøve at skrive kortere indlæg her de næste tre sommeruger. Mest restauranter, fordi det er det eneste, jeg rigtig når at opleve, til gengæld ville jeg selv blive utrolig glad for restaurant-anbefalinger, hvis jeg selv kom blank og uvidende til en ny storby. At spise godt er for mig nemlig en vigtig del af en god ferie. Så jeg håber I bærer over med, eller måske ligefrem glæder jeg over, at jeg de næste uger skriver om end lidt oftere, så også lidt kortere. Så når jeg nemlig al resten i fin stil. Måske.

Som nogen af jer måske allerede ved, at der rigtig mange særligt kinesere og vietnamesere i Berlin, hvilket selvfølgelig skyldes det engang gode forhold mellem det kommunistiske Vietnam og Kina og det kommunistiske DDR. Det er superfedt, ikke kun fordi der ligger gode asiatiske restauranter på hverandet gadehjørne, men fordi det har været så sjovt for mig at lære nogle asiater rigtig at kende. Jeg har altid haft et virkelig godt indtryk af særligt Vietnam og vietnameserne (har aldrig selv været i Kina), men når man rejser i Asien, er det svært at komme rigtigt ind på lokalbefolkningen. De kan ikke snakke engelsk, og med mindre man har et lille barn med som isbryder, opstår der hurtigt den der service-relation, og det har jo aldrig været specielt fordrende for venskab. Men her i Berlin har jeg endelig lært ”rigtige” vietnamesere at kende, fordi de selvfølgelig taler godt tysk efter mange års ophold i Tyskland, og vi derfor kan kommunikere lige over.

Et særligt bånd mellem Vietnam og Tyskland

På Lolas gymnasium er der mange vietnamesiske børn, faktisk døde vi lidt af grin, da hun, for 3 år siden blev ”Eingeschult” på gymnasiet og navnene på de nye elever blev læst op: Nærmest hvert andet barn hed ”Nygyen” til efternavn, det mest almindelige efternavn i Vietnam. I Lolas klasse er der to piger med vietnamestisk baggrund, og her er Lola særlig gode venner med Mai Ly, hvis mor har neglesalonen A-nails på Brunnenstraße, som jeg også anbefaler i papirudgaven af Vi elsker Berlin. Mai Lys mor hedder Thu An, og hun er så sej. Forretningskvinde til fingerspidserne og foden på speederen (og iskold, når det kommer til ulovlige parkeringer, se nedenfor). Anyway, en dag, hvor jeg var nede og få lavet negle, spurgte jeg hende, om hun ikke ville vise mig byens bedste asiatiske restaurant. Jeg elsker både kinesisk og vietnamesisk mad, og mest vietnamesisk, men der er så stor forskel på kvaliteten, og jeg havde udset Thu An til at være den, der skulle føre mig til byens absolut bedste.

Lola var selvfølgelig med

Det sagde hun ja til, og i søndags gik turen så til Kantstraße i Charlottenburg i det tidligere Vestberlin, hvor vi tjekkede in på restaurant Aroma. Første gode tegn: Der var proppet med mennesker og vi måtte vente en halv time på at få bord, og halvdelen af gæsterne var af asiatisk afstamningen. Thu An surprise-bestilte for os alle (Mai Ly og Lola var selvfølgelig med), og ind på bordet kom den ene lækre ret efter den anden, Wan Tan suppe (den bedste, jeg nogensinde har smagt), fisk, Banh Bao, Dim Sum etc. Det var virkelig, virkelig godt.

Og hov, lad jer ikke forvirre af, at der står på internettet, at restauranten er kinesisk. Tror nok, at ejeren er kinesisk, men der er mange traditionelle vietnamesiske retter på menukortet, bl.a. den famøse Wan-Tan suppe (der er vist lidt asiatisk uenighed omkring ophavslandet!). Jeg ved ikke, om vi bare var heldige den aften, eller om oplevelsen blev forstærket af, at Thu An bestilte alt det bedste (havde hun ikke været med, var jeg sikkert endt med den sædvanlige Bun Nem, som jeg altid spiser. Aroma får blandede anmeldelser på Tripadvisor og og Yelp, men det forstår jeg ikke set i lyset af vores oplevelse). Anyway, det var en fornøjelse at være på afveje i det tidsligere Vestberlin, og en fornøjelse at være med lokalkendt Feinschmecker ude at spise, og spise det gjorde vi, så vi var ved at revne, plus vin og alkoholfrie drikkevarer, og det kostede 100 euro for os fire. Dér skal jeg helt sikkert på date med Mark (der elsker al mad fra Asien), øh, når vores børn engang flytter hjemmefra.

Mætte og glade

Thu An havde parkeret som en hasarderet superagent midt på Kanstrasse, for som hun sagde: Der er jo ikke et Parkering forbud-skilt, og det kan hun jo have ret i, men jeg tror nu mere det er et udtryk for, at ingen i hele verden kunne forestille sig, at man kunne komme i tanke om at pakere midt på vejen. Men det gjorde hun, og som det tit er med de vovedes stykker, slap hun fra det og fik naturligvis ingen parkeringsbøde.

At parkere midt på Kantsstraße

Nå, nu blev det alligevel langt. Typisk mig. Spis godt!

• About the Author
• Latest Posts

About Sissel-Jo Gazan

Forfatter, biolog, mor til tre, bor i Berlin på 10. år og skriver om alt det, du ellers ikke lige ville finde.

• Udflugt til KZ-lejr Sachsenhausen - oktober 3, 2016
• Opera og eksklusiv middag på havet - juli 19, 2016
• Og vinderen er…! - juli 19, 2016
• Vind en Vi elsker Berlin-guide - juli 14, 2016
• Fransk bistro og japansk uden sko - juli 13, 2016
• Asiatisk topklasse i Charlottenburg - juli 7, 2016
• Civil ulydighed og spændende besøg - maj 13, 2016
• Rettelser til papirudgaven - maj 8, 2016
• Cool im Kiez – tips til mit nærmiljø - april 29, 2016
• aktiv ferie i Berlin - april 16, 2016