uden-navn-kopi-_2jpg

Udflugt til KZ-lejr Sachsenhausen

For nylig vidste jeg pludselig, at tiden var rigtig. Min store datter, Ea-Viola (Viola, Lola, Mulle, Møms, kært barn har mange navne) blev født i København, men flyttede til Berlin som 3-årig, så det er selvfølgelig Berlin – og Tyskland – der altid vil være hendes barndoms –og ungdoms tapet – selvom hun også føler sig meget dansk. Til december fylder hun 15 år, og er netop begyndt i 10. klasse efter sommerferien, hvilket svarer til 1.g i Danmark, og pludselig vidste jeg, at hun var blevet mere end rigeligt både gammel og moden nok til et indblik i den del af den tyske historie, som virkelig ikke er for børn: Holocaust.

img_0274

Billedtekst unødvendig

Selvfølgelig er fænomenet holocaust ikke helt nyt for hende. Hun har været med på Det Jødiske Museum i Lindenstraße adskillige gange, og vi taler altid om snublestenene, når vi går forbi dem, de små messingplader, der indlejret i fortovene rundt omkring i Berlin (og mange andre steder i Europa), og dermed viser, at her boede engang en deporteret jøde, en kommunist, en handicappet, en homoseksuel eller en sigøjner, som ikke passede ind i den nazistiske tankegang, ligesom vi har besøgt de forskellige Denkmäler og synagoger, talt om det talstærke politi, der altid står opstillet udenfor de jødiske Gemeinder (bl.a. i vores egen gade), og sidst, men ikke mindst, får de tyske elever naturligvis intensiv undervisning i landets historie, inklusiv Hitlers forbrydelser. Men det er alligevel noget andet at besøge en tidligere koncentrationslejr, hvor man ikke kan fordøje det i passende doser, fordi oplevelsen af forråelse og grusomhed her rammer ucensureret, og jeg har hele tiden tænkt: “Nej, vi venter lidt endnu.” Men nu var tiden rigtigt, og Ea-Viola sagde også straks ja, det ville hun gerne, da jeg spurgte, om hun havde mod på et besøg i den tidligere KZ-lejr Sachsenhausen, der i dag er et mindesmærke og museum, og engang naziregimets største koncentrationslejr. (Ea-Viola har verdens skønneste alder, hvor hele sindet står pivåbent, og nysgerrighed og videbegærlighed sitrer som knurhårene på en årvågen mus).

img_0261

Indgangen til museum og mindesmærke Sachsenhausen

Den tidligere koncentrationslejr Sachenhausen ligger i Oranienburg, cirka 35 km nord for Berlin, og vi kørte dertil sammen med vores vietnamesiske venner i deres bil, men man kan også nemt komme dertil med regionaltog fra F.eks. Gesundbrunnen Center og derefter med en lokal bus, en tur der tager knap en time og koster 3,30 Euro.

img_0307

Kustoden, der gav os audio-dimsen: “Nå, så I er en dansk-vietnamesisk gruppe, der taler tysk sammen?” Nemlig!

Nå, men vi kørte altså i bil, og allerede da vi ankom og parkerede, tænkte jeg over, hvor gode tyskerne er til at præsenterede deres historie uden at det bliver svulstigt følelseporno. Derimod er det derimod smagfuldt, nøgternt og frem for alt: Man bliver ikke ske-madet af en overpædagog, men får lov til selv at føle og tænke noget, hvilket er hele ideen med at besøge så grufuldt et sted.

img_0269

Lytte, være, mærke – ikke så meget mere, og det er også mere end nok.

Ea-Viola og hendes veninde Mailys ville gerne have en audioguide, hvilket de selvfølgelig fik, og så gik vi i spredt flok ind på det store område. Jeg fik den tanke, at Ea-Viola bare ville gå for sig selv, og efter en halv time, hvor jeg konstant tjekkede, hvor hun var og overvejede, hvordan hun mod havde det, lod jeg hende gå. Hun ville bare være alene med oplevelsen, tænke, græde lidt, mærke stilheden på de 388 hektarer land, hvor 200.000 sad fanget i krigsårene, og mere end 30.000 blev myrdet, en stilhed, der selvfølgelig først og fremmest er knugende, men også både fredelig og en enestående mulighed for at være tæt på de mennesker, hvis skæbner var så frygtelige sammenlignet med vores, være sammen med dem og vise dem respekt. Så jeg lod hende gå, og jeg gik selv.

img_0273

Prikken bagerst i billedet er Lola

Jeg vil ikke skrive så meget om det, jeg blev opfyldt af. Det var stort, og jeg blev bekræftet i det, jeg allerede vidste: Jeg fatter det simpelthen ikke. Jeg fatter ikke, at man kan behandle andre mennesker sådan, og endda gennemtrumfe det år efter år. Og jeg lærte også noget nyt. Da anden verdenskrig stoppede og fangerne i Sachsenhausen blev frigivet (til hvilket liv?), fortsatte koncentrationslejren i yderligere fem år, nu med fanger fra den ”anden lejr”, nemlig nazisympatisører og antikommunister. Igen og igen måtte jeg tænke på Martin Luther Kings kloge ord om, at et øje for et øje gør hele verden blind.

img_0265

Vi var på området i cirka to timer, gik mellem de stadig eksisterende barakker, men også over store, åbne vidder, hvor barakkerne engang lå side om side, i dag markeret med jernkonstruktioner i jorden. Jeg læste en masse, blev lidt irriteret på de forskellige turguides, men kun lidt, for jeg forstår godt, at folk vil vide en masse, når de nu er der, men som allerede skrevet: For mig er det et sted der lægger op til indadvendthed og refleksion, ikke en masse snak. Vi endte i en biograf, hvor vi så en halv times dokumentar om lejren, og det var jeg glad for. For mig blev det på den måde en velafstemt dag mellem følelse og lidt info til sidst. To timer var også perfekt. Længe nok til at nå ned i de eftertænksomme lag, men længere kunne vi heller ikke have holdt ud. Jeg synes, det er en hårfin grænse, for man går jo på en kirkegård, og der er bare grænser for, hvor meget man skal tage det ind son en turistattraktion, synes jeg.

img_0272

Bagefter spiste vi kinesisk på en nærliggende Restaurant Zhang, og det var faktisk ganske udmærket. Viola kunne ikke lide tanken om, at vi ”bare kunne gå ud og spise og have det sjovt” lige i kølvandet på vores besøg i Sachsenhausen, og vi fik en fin snak om at fejre livet, om stoppe op og faktisk tænke over, hvor meget vi har, og hvor taknemmelige, vi skal være for de muligheder og den frihed vi har.

img_0292

Vi er heldige at livet er fjollet og frit og mæt

img_0306

Lykken er at dele en suppe med verdens dejligste Lola

Alt i alt en virkelig vigtig oplevelse, som jeg varmt vil anbefale alle med store børn – eller helt små. Har man imidlertid børn mellem 4 og 10 år, ville jeg personligt alligevel vente et postgang. Der er virkelig meget, der skal kunne rummes og bearbejdes.

uden-navn-kopi

Fotograf: Giampiero Assumma

PS. De to sorthvide fotografier er taget af min ven, den italienske fotograf Giampiero Assumma. Du kan se flere af hans fantastiske fotografier her.

 

About Sissel-Jo Gazan

Forfatter, biolog, mor til tre, bor i Berlin på 10. år og skriver om alt det, du ellers ikke lige ville finde.
Leave A Comment