Civil_ulydighed

Civil ulydighed og spændende besøg

I går fik jeg ekstraordinært spændende besøg i Berlin, det var nemlig ingen ringere end selveste Ulla Terkelsen, udenrigskorrespondenten fra TV2, og jo, det er virkelig hende, selvom jeg også skulle kigge en ekstra gang for at være helt sikker, fordi hun ikke havde et af sin legendariske tørklæder på. Hun var kommet fra Paris, hvor hun bor, for at optage første etape af seks programmer om Tyskland, der skal sendes på TV2 om et års tid, og skulle videre til Syrien på søndag, så det var helt sikkert hende: altid på pletten i verdens brændpunkter. Ullas medvært på programmerne er min veninde, journalist og berliner-dansker, Henriette Harris – som for øvrigte har skrevet flere fremragende bøger om Berlin og Tyskland, som du kan læse mere om her – og de to gæve kvinders mission er at tegne det fulde portræt af Tyskland, og i den forbindelse tage temperaturen på danskernes fordomme om vores naboland, som vi elsker at hade, men i anno 2016 vist mest elsker, i hvert fald Berlin! Vi elsker nemlig Berlin, ikk?

IMG_8434 (1)

Jeg tegner og fortæller om Block der Frauen i Rosenstraße

Nå, men vi mødtes ved et mindesmærke i Rosenstraße, som jeg holder virkelig meget af. Block der Frauen ligger en spytklat fra Alexanderplatz, lige nede bag Hackerscher Markt, og alligevel er der næsten ingen, der kender det. Der lugter skrækkeligt af kloak i den lille park, hvor mindesmærket er rejst, og de gange jeg har været der, har der været en løjerlig trafik af narkomaner, flaskesamlere og rotter, der stak deres hoveder op af huller i jorden.

IMG_8430 (1)

Ulla, Henriette og jeg – inklusiv alger og narkoman

Never the less: Har I ikke allerede set monumentet er det et must, ikke mindst pg.a historien bag monumentet: Protesten i Rosenstraße i 1943. Og nu kommer vi til kernen af det, jeg havde valgt at snakke med Ulla og Henriette om, nemlig fænomenet civil ulydighed, og den overraskelse det var for mig, da jeg for 11 år siden flyttede til Berlin og forestillede mig, at jeg var kommet til rendyrket kontrol og Odnung Muss Sein, kun for at erfare at, ja, der er mange regler og bureaukrati og krav om korrekt udfyldte blanketter, men der hersker også en civil ulydighed, der er med til at gøre Berlin så modsætningsfyldt. Her kan være fuldkommen krakilsk lavt til loftet, men samtidig er her også så uendelig meget frihed og højt til loftet. Protesten i Rosenstraße i 1943 er et af de store historiske eksempler på civil ulydighed, hvor en gruppe modige menensker uden brug af vold protesterer mod systemet og den eksisterende samfundsorden, og rent faktisk opnår resultater.

Civil_ulydighed

Protesten i Rosenstraße helt kort: I februar 1943 løb en af de sidste store runder deportation i Berlin af stablen, og denne gang var turen kommet til bl.a. de jødiske mænd, der var gift med ikke-jødiske kvinder. Omkring 2000 mænd blev holdt fanget i Rosenstraße indtil de skulle sendes videre til koncentrationslejrene, og den 27 februar stimlede der pludselig folk, hovedsageligt kvinder, sammen foran den bygning i Rosenstraße 2, hvor mændene blev holdt fanget. De råbte: ”Giv os vores mænd tilbage!” Gestapo kom og jog dem væk, men de løb blot ind i sidegaderne, for at vende tilbage, så snart der igen var fri bane, og sådan blev de ved. I syv dage protesterede hundredevis af kvinder, stod side om side og viste a deres mod og styrke, og til sidst, omkring den 5 marts 1943, blev mændene løsladt. Jeg får gåsehud bare af at skrive dette! IMG_8427 (1)

Block der Frauen er den østtyske kunstner Ingeborg Hunzigers værk, og den er bombastisk og tavs og præsent, præcis som kvinderne var dengang – kunne dog godt trænge til lidt algefjerner, hvis I spørger mig. Og på bagsiden står der noget i retning af: ”Civil ulydighed og kærlighedens kraft besejrer diktaturer.” Jeg synes det er så smukt.

Skulptur_Rosenstr_(Mitte)_Block_der_Frauen_Ingeborg_Hunzinger

Bombastisk, vedholdende og tavst

Også i modernes tid er der også masser af eksempler på civil ulydighed i Berlin. I forbindelse med flygtningestrømmen fir nyligt, forskansede utilfredse syriske flygtninge på et tag af et hostel i protest mod regerings behandling af deres asylansøgninger, og i et forsøg på at få dem til at komme ned, blev de – med senatets velsignelse – nægtet mad, vand og medicin. Da flere af dem imidlertid begyndte at blive syge, mødte 30 læger, sygeplejerske og andre ansatte i sundhedsvæsnet op og protestede i dagevis indtil de ti mænd på taget blev tilbudt humanitært asyl i en kirke i Kreuzberg. Det var et mere alvorligt eksempel på civil ulydighed, men den findes også i den berlinske daglighed, hvor der bliver cyklet på fortovet, selvom det er forbudt, hvis man er over 10 år, eller der bliver åbnet en midlertidig natklub i en bropille uden at initiativtageren har de rigtige licenser, eller en flok forældre giver sig til at reparere på de offentlige legepladser, hvis kommunen er for langsom til at rykke ud. Jeg føler mig utrolig godt hjemme i et samfund, i en by, der på den ene side er kæft, trit og retning og på den anden side er langt fra afrettet. En kombination, der giver både tryghed og frihed.

IMG_8450

Efter at jeg havde tegnet og fortalt om Block der Frauen gik turen videre til Kreuzberg, hvor programmets producer havde fundet en demonstration mod fænomenet, der pt er på alles læber, nemlig gentrification, altså en protest mod stigende huspriser i områder, der før har haft rimelige priser. Her er Kreuzberg et typisk eksempel: De ægte kreuzbergbeboere, der har boet i bydelen i måske generationer, bliver presset ud af deres kvarterer, fordi det er blevet hipt og in at bo i Kreuzberg, og det derfor tiltrækker rige investorer, så huspriserne stiger. En rigtig fin demonstration, der sendte mig tilbage til min barndom, hvor deres var masser af meningers mod og plenum. Vi var i Wrangelstraße og der er bare så skæppeskønt i det område, ikke mindst på en solskinsaften som den, vi havde igår. Vi faldt i snak med alle – det gør man let, når man har Ulla med – sludrede med de oprevne beboere, legede med de små tyrkiske piger i strutskørt og fik et helt foredrag om gentrification af en mand med en kæmpe fisk på en pind – det var beboergruppens vartegn. Just the usual stuff på en helt almindelige onsdag aften i Kreuzberg.

IMG_8451

Yummy Kreuzberg snask på hjørnet af Wrangelstraße og Falkensteinstraße

Vi spiste aftensmad hos Nour, en hjørnesnask med speciale i libanesiske specialiteter, og hvor er det mere oplagt at spise en dejlig stor Shawarma-Teller med Humus og brød end i Kreuzberg, yummy, det var lækkert. Jeg var godt nok baldret i hovedet af al den snak, da jeg faldt ned ved siden af Mark i sengen i går aftes, og jeg har tænkt kærligt på mit lille TV-hold, der i dag skulle videre til Dessau og snakke Bauhaus-stil med en danske arkitekt. Jeg beundrer Henriettes og Ullas gejst og seriøsitet, det skal nok bliver nogle superfine programmer, der bliver vist på TV2 i maj, 2017.

Vi nåede også at både se på og tale om grafitti versus street art i Wrangelstraße og i Berlin i det hele taget. Jeg er ekstraordinært meget optaget af emnet pt. fordi jeg skriver på min sjette roman om emnet. “Blækhat”, som romanen hedder, skal udkomme i efteråret 2017. Det er om ret lang tid, I know – men IKKE når man liiiiiige skal nå at skrive den mellem nu og dér!

Mere på bloggen snart, bis dahin!

 

 

About Sissel-Jo Gazan

Forfatter, biolog, mor til tre, bor i Berlin på 10. år og skriver om alt det, du ellers ikke lige ville finde.
Leave A Comment