Cool im Kiez – tips til mit nærmiljø
Så var der igen lidt stille på bloggen, var der nogen, der sagde Groundhog Day? Stilheden skyldes noget der hedder livet, og mit er tilfældigvis inklusiv tre børn, hvoraf to stadig er meget små, så min ambition om at blogge om lækre, sjove, nye, uimodståelige steder fra Berlin hver anden dag, er nok en smule urealistisk. Dertil kommer at jeg har været græsenke i den forgange uge. Min mand, Mark, har nemlig været en tur i Vesttyskland, nærmere bestemt Eschwege, hvor han har hjulpet vores venner med at renovere en tilbygning. Så lad mig bare afsløre: Jeg har ikke haft mange ledige øjeblikke i den forgange tid til lige at få oplevet noget nyt for jer, meeeen lidt har jeg dog fået samlet sammen.
Jeg har skrevet det før, men jeg bor i sådan et hyggeligt kvarter! Det er i Mitte, og i den del af Mitte, der ligger kilet ind mellem Kastanien Allee, Brunnenstraße og Bernauerstraße, lige ved Arkona Platz. Her er simpelthen så fint. Masser af børn og legepladser, masser af små listige cafeer, verdens sødeste dame med is-cykel, der sælger sine is for en slik på Arkonaplatz, loppemarkeder og madmarkeder, boghandlere og steder i solen, hvor man endelig kan trække vejret helt ned i maven. Jeg kan virkelig anbefale en slentretur i mit nærmiljø, og selvom Kastanienallee er skøn, og Bernauerstraße et must med Ingenmandsland og Mauerdokumentationszentrum, og Brunnenstraße funky med sin skøre sammensætning af hipt og afdanket, så har jeg allermest forkærlighed for de små gader, og det er sjældent at et brat højresving ind ad en endnu ukendt gade ikke har ført til et eller andet, der beriger indtrykket af Berlin.
Dette blogindlæg handler om et par steder i mit eget kvarter, som jeg har fundet, mens jeg egentlig mest har været i rutefart mellem derhjemme, børnehaven og kontoret, der ligger i den samme gade, som vi bor. Min kloge mor siger altid: ”At være mor er som at være tøjret til en pæl med en meget kort snor” og ja, hun har ret! At det selvfølgelig også er skønt, er jo indiskutabelt. Willow og jeg har bl.a. i den forgangne uge genopdaget tegneserien ”Sten og Stoffer” og grinet så tårerne trillede, og så har jeg haft adskillige grineflip over, at samme Willow insisterer på at gå rundt med en hård skumrulle på armen, fordi han så synes, han ligner en transformer (han sover også med den), og over Frankie, der konstant enten gør rent eller pakker taske (hun er nu 15 måneder), og selvfølgelig haft masser af skønne øjeblikke med min ditto skønne teenager – endelig kunne vi se tre afsnit af Girls i træk, fordi det bare var hende og jeg, når de små var blevet puttet. Altså dejligt uge, trods den korte tøjrsnor og glimtvis lyst til virkelig at låse dem inde i skurret.
Jeg har boet i den samme gade nu i 8 år, og det er første gang i it liv, jeg har den samme adresse så lang tid ad gangen og jeg gik virkelig og tænkte, at jeg var dus med alt i min egen gade. Dér er bageren, dér apoteket, dér boghandlen, cafeen på hjørnet, hvor solen er god om eftermiddagen, den lille italienske med den gode kaffe og Jutta, der har lukket om mandagen, men laver verdens bedste røræg resten af ugen. Men så kom min veninde og forfatterkollega Lotte Garbers på besøg, kender I hende? Ellers kan I læse om hende her.
Lotte og jeg har kendt hinanden siden jeg spontant fnugrullede hende til en generalforsamling i Forfatterforeningen for femten år siden, fordi hun havde én nullermænd på trøjen, og vi har været venner lige siden. En af de skønne ting ved at bo i Berlin er at man tit for besøg af folk, der bliver i længere tid end bare en eftermiddag til te. I gamle dage, før jeg blev storfamilie-mamasita, boede Lotte altid hos os, når hun kom cirka en gang om året, så skrev vi romaner simultant, gryntede til hinanden, når det var blevet tid til te og snakkede kun sammen, når vi spise frokost og aftensmad, det var utrolig effektivt og virkelig hyggeligt. Nu om stunder indkvarterer Lotte sig andetsteds, og det forstår jeg virkelig godt, det har jeg også selv meget tit lyst til. Heldigvis ligger hendes foretrukne indkvartering, Weltempfänger, bare to gadedøre fra min, så når hun er her, ses vi stadig hele tiden, og sidst vovede vi sågar at gå ud, og bad teenageren lytte efter de små skud på stammen, hvilket selvfølgelig betød, at vi ikke kunne gå ret langt væk.
Og så var det at min veninde Miko, der er halv japaner, sagde: ”Hvorfor går I ikke bare på Restaurant Ula? Den ligger jo i Anklamerstrasse.” og så var det jeg sagde: ”Que?” Jeg havde nemlig aldrig hørt om, eller set, en japansk restaurant i min gade, og jeg skal altså lige skynde mig at sige, at min gade ikke er specielt lang. Det gjorde vi så, og det var Ula-la! I smagfulde omgivelser, og med store dejlige vinglas, blev vi trakteret med det lækreste fra Japan. Sushi, sukiyaki og edamame, men også masser af tempura, som japanerne bare er specialister i. En menu kostede mellem 35 og 58 euro, og vi købte lidt af hver og delte det hele – vores fælles veninde, Pernille Melsted, var også stødt til, sjovt nok var hun også i Berlin for at skrive en bog, du kan læse mere om Pernille Melsted her.
Jeg havde totalt optur hele aftenen, ikke kun over det fremragende selskab, men også over, at der var åbnet en så lækker restaurant i min helt egen gade, hvilket jeg også overstrømmende forkyndte tjeneren, der så kunne fortælle mig, at stedet altså havde ligget der i fire år. Godt så, det er vist blevet tid til briller. Well, én gang skal være den første, og det blev heller ikke den sidste! Allerede om søndagen tog jeg nemlig børnene med på Ula, hvor de serverer de nemlig japansk brunch. Vi havde bestilt bord, men det var nu ikke nødvendigt, hverken til middag eller brunch.
Indskudt brugerservice: Hvis nogen af jer overvejer at få anden hold rollinger, så klart vent den/de ældste er blevet teenager, så har I nemlig en gratis barnepige. Så er det nemlig ingen sag at gå ud efter klokken 20.00, selv på en hverdag – teenagere sidder jo alligevel mest på deres værelse med deres telefon, så alt man skal gøre er at åbne deres dør på klem. Optændt af tanken om nye, uopdagede guldgruber i mit eget nærmiljø, var jeg allerede fire dage efter Ula igen på farten i mit kvarter. Klokken var 20.11, børnene sov, teenager var kørt i stilling og mor havde højhælede sko på og parfume bag ørerne, selvom det bare var onsdag. Klokken 21.13 nåede jeg min destination, Mauerwinzer, en ny vinbar jeg havde opdaget samme morgen, da jeg fulgte børnene i børnehave, og straks sendt et foto af til min veninde, Dana, der omgående skrev tilbage: ”Klokken 20.15?”.
Berlin bugner af vinbarer, hvor folk enten køber deres flasker til at tage med hjem, eller mødes med venner og får et glas vin, når arbejdsdagen eller ugen er forbi. Jeg har aldrig dyrket vinbarer specielt meget, men det skal jeg sandelig til nu, ikke mindst i det kolde halvår! Mauerwinzer er top hyggelig, og Winzer betyder for resten vinbonde, og det er ikke bare et fancy navn. Vinbaren ligger nemlig lige ud til det tidligere Ingenmandsland, hvor Berlinmuren løb, og den virkelig søde vinkyper fortalte et stykke inde i vores tredje glas vin, at de skam har plantet druebuske udenfor vinbaren, og har i sinde at lave vin af druerne.
Vi fik fire glas vin hver (0,1, cl. bare rolig ;-)) og det hele smagte fuldkommen vidunderligt, sorry, jeg har ikke forstand på vin, men der var noget rosé og noget hvidt og sågar en hvid rødvin (?), og nu jeg tænker over det, var det nok meget heldigt, at det bare var onsdag, ellers tror jeg, vi var blevet ved. Ud over alskens vin kan man få oste -og pølsetallerken og desuden Flammkuchen, de ultratynde og lækre pizzaer fra Alsace, og vi delte en Ziege Helene med gedeost og pære. Superhyggelig sted at gå hen en hvilkensomhelst aften, eller hvis man har travet op og ned langs Bernauerstraße og trænger til et lifligt hvil.
Nå, men taget i betragtning af at jeg sjældent har været så ophængt (og effektiv) som den forgangne uge, synes jeg selv jeg har oplevet rimelig meget nyt for jer – og så lige hvor jeg bor! I skal være så velkommen.
Mere snart, forhåbentligt meget snart!
- Udflugt til KZ-lejr Sachsenhausen - oktober 3, 2016
- Opera og eksklusiv middag på havet - juli 19, 2016
- Og vinderen er…! - juli 19, 2016
- Vind en Vi elsker Berlin-guide - juli 14, 2016
- Fransk bistro og japansk uden sko - juli 13, 2016
- Asiatisk topklasse i Charlottenburg - juli 7, 2016
- Civil ulydighed og spændende besøg - maj 13, 2016
- Rettelser til papirudgaven - maj 8, 2016
- Cool im Kiez – tips til mit nærmiljø - april 29, 2016
- aktiv ferie i Berlin - april 16, 2016
Kære Sissel-Jo,
Du kender mig ikke, men der er noget over dine blogindlæg der gør, at jeg næsten synes jeg kender dig 😉
Og så fortæller du så dejligt om dine oplevelser i Berlin, at jeg altid har lyst til at tage afsted derned med det samme! Det er en skøn by, men jeg er også ramt af livet med tre små børn, så det er desværre et stykke tid siden jeg sidst var der. Men næste gang jeg kommer må jeg helt klart forbi dit kvarter 🙂
Og har du iøvrigt en anbefaling til steder at bo, når man har små børn med?
Kh. Mette
Hej Mette. Tusind tak, det glæder mig meget.Min bedste veninde, Katrine, der er mor til fem, har boet med hele molevitten på Pfefferbett (www.pfefferbett.de) og de var virkelig begejstrede. Gode værelser, hyggelig atmosfære, billigt og centralt. Prøv at tjekke det ud. Kh, Sissel-Jo