Onkel Philipp’s Spielzeugwerkstatt

Et sted, man ikke må gå glip af, hvis man rejser med børn eller selv har en legesyg sjæl, er Onkel Philipp’s Spielzeugwerkstatt i Choriner Straße 35. Onkel Phillipp er en voksen med en barnesjæl, der har åbnet et værksted for legetøj, hvor man kan få sin lastbil eller dukke repareret samt købe alt inden for brugt legetøj og udvalgt nyt. Butikken er et underfundigt skatkammer med legetøj fra gulv til loft, og det bedste: Man må lege med det hele, og onkel Philipp bliver aldrig sur over, at man tager alle bilerne ud på gulvet; det eneste, man kan risikere, er, at han leger med. Der er sådan en god stemning hos onkel Philipp, der har inspirerende betragtninger om børns leg – og desuden et hemmeligt museum i butikkens kælderetage, hvor man for én Ost Mark (og hvis man ikke lige render rundt med sådan en i lommen, kan man også betale én euro) kan se gammelt DDR-legetøj.

IMG_9683

Willow Jack hos Onkel Phillips

I juli løber den årlige gadefest altid af stablen i Choriner Straße, og Onkel Philipp’s Spielzeugwerkstatt eksploderer praktisk talt ud på gaden, og alle børn har en fest. Onkel Philipp går bare rundt og smiler lykkeligt og ser ikke ud til at tænke stort over, at løbske dukker, vildfarne byggeklodser og matchboxbiler i alle farver ligger spredt i hundrede meters afstand fra butikken. Dertil kommer selvfølgelig, at man altid kan gøre et kup hos onkel Philipp. En hel håndfuld gamle Brio-tog for fem euro eller lige den lastbil med bløde gummihjul, man har gået og drømt om siden barndommen. Et absolut must for børn i alle aldre.

Onkel Philipp’s Spielzeugwerkstatt, Choriner Straße 35, 10435 Berlin
www.onkel-philipp.de

About Sissel-Jo Gazan

Forfatter, biolog, mor til tre, bor i Berlin på 10. år og skriver om alt det, du ellers ikke lige ville finde.
Leave A Comment