Knipskabinen

Første gang jeg så en alenlang kø foran en pasfotoautomat i Berlin, undrede jeg mig virkelig over, at så mange mennesker akut havde brug for nye pasfotos. Der stod mindst 30 mennesker i køen, og det var endda lørdag. Men fotoautomaterne, eller Knipskabinerne, som de i daglig tale bliver kaldt, har i virkeligheden meget lidt at gøre med udløbne pas og anden biometri. Kabinerne, der står spredt rundt i hele Berlin, er derimod et urbant kultfænomen, som folk kommer valfartende til fra nær og fjern for at blive foreviget i. Nogen kommer på helt bestemte tidspunkter to gange om året, andre, når det lige passer, måske nøgne, måske i grupper, måske sågar i nøgne grupper, men fælles for alle er, at de for 2 euro lader sig udødeliggøre på fire fotos, hvor alle bare ser et nøk mere spændende ud end i det virkelige liv. Om man smiler eller græder, må man selv bestemme, og man må også selv bestemme, om man overhovedet tager fotografierne med eller lader dem ligge til næste mands morskab eller en tilfældig kunstners aparte kunstprojekt. Det er de senere år blevet en trend at medbringe et banner eller et skilt med skrift og på den måde sætte fotostrimlen i et mere kunstnerisk relief. Bundlinjen er, at enhver anledning er velkommen, og ligegyldigt om der er tale om et trendshot til en modeportal eller endnu et julefoto til Patentante Ursula, rumler knipskabinen værre end en usikker atomreaktor, og alle må vente op mod fem minutter, før den legendariske strimmel bliver spyttet ud. På dette tidspunkt strækker køen sig allerede ned ad gaden, hvis man kommer på en lørdag. Der findes mindst tyve knipskabiner opstillet i Berlin, og de eksakte adresser – samt et gigantisk galleri fra inkarnerede tilhængere – kan ses på www.photoautomat.de. Du kan også bidrage til galleriet ved at sende dit eget knips til: galerie@photoautomat.de. Det har jeg naturligvis gjort.

About Sissel-Jo Gazan

Forfatter, biolog, mor til tre, bor i Berlin på 10. år og skriver om alt det, du ellers ikke lige ville finde.
Leave A Comment