Screen Shot 2015-09-29 at 13.22.05

Der en Hollywoodstjerne i Berlin

For tiden er der en ægte Hollywoodstjerne i byen!

Det har der selvfølgelig været masser af gange i kraft af både Berlinalen, og ikke mindst Babelsberg, det enorme filmstudie mellem Berlin og Potsdam, Susan Sarandon, for eksempel, som jeg nærmest stødte frontalt ind i på Alte Schönhauser Allee for nogle år siden, og Angelina Jolie, som satte fredelige Prenzlauerberg på den anden ende, da hun i 2006 pludselig troppede op i legetøjsbutikken Ratzekatz på Helmholzplatz med børnene Maddox og Zahara på slæb, og købte stort ind af dinosaurfigurer (jeg var der desværre ikke den dag, ellers kunne jeg måske have hjulpet med at artsbestemme dem, og jeg er ellers tit nok i den butik, øv). Nå, men nu er der altså kommet en rigtig übercool dame til byen, og ikke blot på et flygtigt besøg i anledningen af Berlinalen bag solbriller og en hær af livvagter, men på et noget længerevarende besøg. Damen er Claire Danes aka Carrie Mathison, der helt frem til november optager femte sæson af Homeland i Berlin, og selvom Claire/Carrie godt nok bor i Kreuzberg (har jeg hørt), optager de rigtig meget i vores nærmiljø. For et par måneder siden var hele Zionskirche Platz for eksempel pludselig afspærret, og VORES kirke, Zionskirken, var blevet barrikaderet af adskillige dyrtudseende trucks, cateringvogne, sminkevogne osv. Jeg gik forbi med Frankie i klapvogn og sendte lange øjne ind bag afspærringen, instinktivt sikker på, at det måtte være optagelser til Homeland, og ganske rigtigt: Få uger senere blev traileren til serien offentliggjort. Den varer 30 sekunder, og man ser Zionskirche hele tre gange!

Se teaseren her:

Zionskirche er vitterligt vores kirke. Ikke fordi vi er specielt troende, men mere fordi kirken er utrolig smuk, har en fascinerende historie, og så ligger den kun et kort kast med en jesussandal fra hvor, vi bor. Som så meget andet i Berlin var det Mark, der ”opdagede” den. Da vi lige var vendt hjem fra et års ophold i Australien i 2013, og Mark var på barsel med vores søn, Willow, kom de to nærmest dagligt i kirken. For at lytte til koncerter, lave salmesang for småbørn, for at finde ly for regnen, for bare at være i de smukke omgivelser. Kirkerummet er noget helt særligt. Besynderligt u-krummelyret og på én gang beskedent og elegant med sine stoiske buer, fine blyindfattede ruder og sit åbne kirketårn. Når man sidder i kirken er det umuligt at komme udenom historien. I nazitiden blev kirken rammen om den unge præst Dietrich Bonhoeffers indædte mostand mod nazismen. Bonhoeffer var kun 25 år, da han blev indsat som præst i kirken, og han var klar i spyttet fra første færd: Det der Nazi-Hallo-Scheiße var ikke noget for ham. Sammen med sin svoger, Hans, hjalp han masser af tyske jøder til Schweiz, og de to forsøgte endda på ren Egon Olsen-manér at likvidere føreren ved at snige en forklædt-som-whiskyflaske-bombe om bord på Adolfs privatfly- et attentat der jo som bekendt mislykkedes. Både Bonhoeffer og svogeren blev myrdet i koncentrationslejren Flossenbürg lige før krigens afslutning, men Bonhoeffers portræt hænger stadig i kirken og fortætter tiden. Under DDR-regimet markerede Zionskirken sig igen med en skarp modstandsprofil, da det nærmest blev klubhus for en stor gruppe berlinske Stasi-modstandere. Der blev holdt møder i kirkerummet, trykt illegal presse i krypten, og en aften i 1987 kom kirken for alvor på det historiske landkort. Under en propfuld Element-of-crime-koncert i kirken stormede en gruppe neonazister ind, og slog koncertgæsterne til blods, mens de brølede ”jøderne ud af den tyske kirke”. Og politiet? Tja, det historiske rygte vil vide at politiet gjorde en slap indsats for at gribe ind, selvom de ellers var talstærkt tilstede i de tilstødende gader.

I Zionskirken hænger et portræt af Dietrich Bonhoeffer, der indsat som præst allerde som 25-årig, hvorfra han viede sit liv og virke til en indædt kamp mod nazismen. Han blev myrdet af nazisterne kort før krigens afslutning.

I Zionskirken hænger et portræt af Dietrich Bonhoeffer, der indsat som præst allerde som 25-årig, hvorfra han viede sit liv og virke til en indædt kamp mod nazismen. Han blev myrdet af nazisterne kort før krigens afslutning.

I dag er kirken åben. Dørene står (tit) åbne, og de mennesker, man møder i kirken, præsten, kordegnen, biavleren, har åbne ansigter. Det er rart at være i Zionskirken, og efter pladsen omkring kirken er blevet gennemrenoveret, er det også rigtig rart at sidde udenfor, på en bænk i solen.

Hov, skrev hun virkelig ”biavler”? Den er god nok. I det 22 meter høje kirketårn, som for øvrigt kan bestiges om søndagen efter kl. 12.00, sidder et bistade, plejet og høstet af Dr. Andreas Pflitsch, en mand, der egentlig var Islamforsker, indtil han altså blev by-biavler. Berlin er en blomstrende by, på flere planer, og mens bierne dør af sprøjtegifte ude på landet, har de kronede dage i storbyen og ikke mindst omkring Zionskirken, hvor det summer og dufter sommeren lang. Rundt om på pladsen ligger forskellige cafeer og restauranter, bl.a. ”La Bigoudène” med superbe crepes og galetter. Min favorit er La Galette Seguin med gedeost, timian, kartoffel og honning – og det er honning fra Zionskirken, naturligvis.

 

zionskirken_vielskerberlin02

To af de bedste: Galette med skinke/ost/salat & valnødder og min favorit med kartoffel/gedeost/timian og honning fra bistadet i Zionskirkens tårn.

 

zionskirken_vielskerberlin01

La Bigoudène med specialiteter fra Bretagne ligger lige overfor Zionskirchen.

About Sissel-Jo Gazan

Forfatter, biolog, mor til tre, bor i Berlin på 10. år og skriver om alt det, du ellers ikke lige ville finde.
Leave A Comment