Gab og wau i Komische Oper
De sidste par måneder har jeg været overraskende meget ude i Berlins kulturliv, ikke fordi jeg nu pludselig skriver en blog om Berlin, og synes jeg skylder opdaterede staldtips, men ganske enkelt fordi jeg har været så heldig at blive inviteret ud igen og igen og igen. Jeg har både været til klassisk operette (gab), fanfuckintastisk Edith Piaf-aften (wau) i Komische Oper og til inciterende, forførende Burlesques show i Wintergarten (Uhmm, når store dejlige balder swinger i takt).
Først spurgte min ven, Brian, om jeg ville med i Komische Oper, og det ville jeg selvfølgelig gerne. Brian er stylist og designer, og har kreeret flere kjoler, der har indgået i forestillinger bla. i Komische Oper. Den aktuelle forestilling var My Fair Lady, og hovedrolleindehaveren er Katharine Mehrling, som ud over at være Tysklands, og i særdeleshed Berlins, store operette-variete-musical-skuespiller-darling, der modtager priser og udmærkelser i en lind strøm, også er Brians hjerte-veninde, så vi kom også lidt for at heppe. Desværre var jeg ved at dø af kedsomhed. Katharine sang og spillede så fint, intet at udsætte, men stykket My Fair Lady burde altså gå på pension eller i det mindste melde sig til et make-over-program. Mage til stokkonservativ og kedelig historie, skal man lede længe efter.
Kender I historien? Kort fortalt handler det om den gæve rejekælling, Eliza Doolittle, der kommer fra fattige kår og har en mund som en havnearbejder, i det mindste før hun falder i kløerne på den fisefornemme og rige Professor Henry Higgings, som vædder med sin ven om, at han kan få gjort en fin dame ud af Eliza, og ja, allerede her sidder man lidt også tænker: “Nå, og hvad er der så fedt ved at blive en fin dame, når det samtidig betyder at hun må tage afsked med alle sine coole venner fra rendestenen og tilsidst er så amputeret og snøret ind, at der ikke er meget af den oprindelige Eliza Doolittle tilbage.” Jeg blev sgu helt hidsig.
I pausen var der brezeler og hvidvin, som det hør og bør sig i det tyske finkulturliv, og da jeg ikke havde nået at spise aftensmad, spiste jeg omkring fire saltede kringler og skyllede ned med 2 glas vin, og da jeg også lige nåede at blive introduceret til Gitte Hænning inden gong-gongen lød, gik jeg muntert opløftet tilbage til anden akt , der desværre var endnu mere kedelig end den første. Brian var heldigvis enig i min nådesløse dom, og vi havde en skøn aften, selvom My Fair Lady ikke ligefrem udvidede min horisont.
Allerede en lille uge senere fik jeg imidlertid en ny invitation af Brian, Komische Oper igen, og hovedrolleindehaveren var igen Katharine Mehrling, men der holdt sammenfaldene mellem de to aftener så også op, skulle jeg hilse at sige. Katharine, der elsker Edith Piaf, fortolkede den franske roses sange, akompagneret af et 70 mand stort orkester, og det var mageløst. Anledningen var at Edith Piaf ville være blevet 100 år den dag, og selv mens jeg skriver dette får jeg gåsehud, det var simpelthen fantastisk. Eliza Doolittle var forsvundet som dug for solen, og på scenen stod en magisk diva, og sjældent har jeg hørt en så rørende, autentisk og vidunderlig fortolkning af et elsket ikons sange.
Begejstringen i salen ville da heller ingen ende tage, og helt amok gik det, da Katharine pludselig præsenterede en æresgæst, komponisten Charles Dumont, der har skrevet de fleste af Edit Piaf sange bla. klassikeren Non, Je Ne Regrette Rien, der under stående bifald kom langsomt og andægtigt ind på scenen i sin 87 år gamle stateligthed.
En levende legende, kaldte Katharine ham, og det var faktisk sådan et øjeblik. Nå, men blot for at sige: Der Komischer Oper kan åbenbart det hele! Sætte dødkedelige, umoderne produktioner op, hvor man seriøst sidder og tænker, at feministerne har levet forgæves, og huse et arrangement som hyldesten til Edith Piaf, hvor man går derfra og ved, at både loftet på operaen og låget til sjælen blev løftet.
Der Komischer Oper og Wintergarten var mit dagens to bud på to gode adresser til dig, der er nysgerrig på den del af kulturen, der er domineret af plys, velour, guldklunker, tyl, glimmer, pailletter og bobler, og/eller har taget sin mormor med til Berlin. Det kan ikke undgå at blive sjovt!
Her er forresten en lille smagsprøve på Katharine Mehrlings fortolkning af Piaf, så I ved jeg ikke lyver:
- Udflugt til KZ-lejr Sachsenhausen - oktober 3, 2016
- Opera og eksklusiv middag på havet - juli 19, 2016
- Og vinderen er…! - juli 19, 2016
- Vind en Vi elsker Berlin-guide - juli 14, 2016
- Fransk bistro og japansk uden sko - juli 13, 2016
- Asiatisk topklasse i Charlottenburg - juli 7, 2016
- Civil ulydighed og spændende besøg - maj 13, 2016
- Rettelser til papirudgaven - maj 8, 2016
- Cool im Kiez – tips til mit nærmiljø - april 29, 2016
- aktiv ferie i Berlin - april 16, 2016
I bogen er der en indholdsfortegnelse, hvor der bla. star “P303” og – bortset fra, at jeg tror der muligvis skulle have stået “P103” -, så var jeg spændt på, hvad du ville skrive, men selve afsnittet er der ikke.
Hej Helle. Tak, men jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad du mener? Jeg kan kun finde noget med P303, der handler om Potse, Potsdamerstraße, og det er også det afsnittet på side 303 handler om. Men jeg er selvfølgelig meget glad for at få rettet eventuelle fejl, så kunne du være lidt mere præcis? Tusind tak!