Michelin-mad til spotpriser

Drømmer du om bare en gang i livet at spise prisbelønnet mad på en virkelig fin restaurant, men ligger det dig samtidig meget fjernt at bruge 5000 kroner på en middag på Noma eller for den sags skyld at stå på venteliste i flere måneder, før du endelig får noget i skrutten? Så har jeg alletiders idé, og budgettet er følgende for to personer (din kæreste, din mor eller din bedste veninde?): 2 x 90 Euro + (returbillet København-Berlin med Flixbus) + 2 x 95 euro (skønt dobbeltværelse med Queensize seng på Cirkus, hotellet der har top placering og emmer af rejseiver) = I alt 370 euro for to personer for en weekend i Berlin, og fra Cirkus er der kun 10 minutters gang til en fantastisk restaurant, Studio Tim Raue , hvis bagmand og kulinariske rådgiver er kokken Tim Raue, der allerede har to Michelinstjerner på sit kokkerevers, og rygtet vil vide, at den tredje er på vej…. So whats not to like?

Vi elsker Berlin_indhold_2opl_trykklar

Studio Tim Raue – har skrevet om restauranten før, men her kommer en update.

Faktisk har jeg skrevet om restauranten før (her), men for leden var jeg der igen, helt spontant, og ud over at madoplevelsen var ligeså forrygende som sidst, så var der sket et par konceptuelle ændringer, som jeg lige vil nævne i forbindelse med at jeg slår endnu et slag for stedets prægtigheder. Det var min gode ven og min datter Frankies gudfar, kokken Tolga von Klein, (som jeg også portrætterer i papirudgaven af Vi elsker Berlin), der fik mig overtalt til at tage med på Studio på en højhellig onsdag og uden anden grund, end at han var ”professionelt nysgerrig”, som han udtrykte det. Jeg skulle egentlig arbejde, og nåede da også at tænke, at det var mere end almindeligt extravaganza for en helt almindelig onsdag, meeen jeg var nu heller ikke svær at overtale.

IMG_6226

Oksekind med broccoli og szechuan pepper og i baggrunden sprødstegte calamari.

Så der sad vi så, med Frankie sovende i decemberstøvregnen i barnevognen udenfor vinduet, og med restaurantens fabelagtige udsigt over det tidligere ingenmandsland lige midt i Berliner Mauer Denkmal, mindesmærket for Berlinmuren, der løber langs Bernauerstraße. Sidst jeg var på Studio var konceptet, at der var to forskellige menuer at vælge imellem fra to forskellige internationale køkkener, en billig business-agtig menu møntet på de mange folk, der arbejder i den bygning, hvor Studio ligger, og så en dyrere a la Carte. Nu var konceptet lavet om, og den billige business menu var udgået (så dette indlæg er altså også en rettelse til papirudgave af Vi elsker Berlin) og det er nu kun muligt at bestille retter fra menukortet, der på denne onsdag havde Hong Kong som tema (det skifter til et nyt land hver tredje måned, så husk, at afhængigt af hvornår du læser dette indslag, er Hong Kong måske ikke længere på tapetet, men Spanien, Myanmar eller Argentina?). Til frokost kan man vælge mellem 2-6 retter, og vi valgte 3 retter til 24 Euro per menu, ja, du læste rigtigt: 24 Euro. Aftenkortet er lidt dyrere, der koster 4 retter 58 euro og 10 retter 108 euro. Se det aktuelle aftenmenukort her.

IMG_4428 (1)

Her er Frankie Roo. Hun er verdens sødeste baby, og desuden tyder alt på, at hun kommer til at blive meget glad for mad. Det passer hendes mor uhyrligt godt.

Frankie var så venlig at sove de første femogtyve minutter, så Tolga og jeg nåede helt uforstyrret at nyde både spicy fried rice i en rigtig lille china-box og suppe kogt på and med vintermelon, efterfulgt oksekød med broccoli pure og friske ærteskud og sprødstegte calamari, og det var alt sammen uovertruffent! Så vågnede Frankie, og vi fik vores hyr med at få spist svinekød i sur-sød-sovs og perlehøne med karljohansvampe, fordi Frankie hev i dugen og sagde ”da da da” meget højt, så alle gloede.

En baby på ti måneder er og bliver bare dårligt selskab på en fin restaurant, især for de øvrige gæster. Men alt i alt havde vi et lille kulinarisk, forrygende intermezzo, i det mindste før den unge dame vågnede, og jeg må indrømme jeg har gået og dagdrømt om den mad ever since, Summa summarum: Studio Tim Raue er hermed (stadig) på det allervarmeste anbefalet, bedre mad kan jeg pt. ikke komme i tanke om i Berlin-Mitte og omegn, og priserne helt åndsvage kvaliteten taget i betragtning (det er klart at drikker man dyr vin, så ryger de også derop ad, men vi drak vand. Og er man til vin er det også fuldt ud muligt, ikke mindst  rent prismæssigt), og så har man samtidig første parket udsigt til mindesmærket Berliner Mauer. Og hvad røg mit lille tankeeksperiment-budget for Berlin for to i en weekend så op på (uden shopping, selvfølgelig)? 450 euro i alt for to personer for returbillet til Berlin, to overnatninger på skønt hotel OG en tur på meget fin Michelin-kok-drevet restaurant. God tur, velbekomme og selv tak 😉

About Sissel-Jo Gazan

Forfatter, biolog, mor til tre, bor i Berlin på 10. år og skriver om alt det, du ellers ikke lige ville finde.
Comments
8 Responses to “Michelin-mad til spotpriser”
  1. Phillip Mills siger:

    Thanks for sharing Sissel. Looks great! I´ll try this venue when I´m in Berlin between Christmas and New Year.
    Cheers Phillip

  2. Phillip Mills siger:

    Hi Sissel-Jo

    Thanks for the tip. Had a wonderful lunch there last week and inspired me to this blog in which you feature.

    http://philsspaces.com/2016/01/04/berlin-we-are-blessed/

    Have a great 2016

    Best wishes Phillip

  3. Thomas Skov Jensen siger:

    Hej Sissel-Jo, det ser desværre ud til at Studio Tim Raue er lukket. Ved du om det er permanent og hvis det er har du evt et tip til et andet sted i Berlin hvor man kan være heldig at finde et lignende affordable michelin kvalitets koncept?

    vh Thomas

    • Hej Thomas.Ja,det er super ærgerligt! Men det forbliver vist “the Factory Kitchen” som også lyder meget godt, men har ikke været der endnu, så jeg ved ikke om det er lige så godt. Det skal jeg nok berette om, når jeg har været der! Der er stadig Tim Raues moderskib http://www.tim-raue.com i Rudi-Dutschke-Straße 26, og selvom det selvfølgelig er noget dyrere end “Studio” så er det stadig okay priser for Michelin, tror jeg. Fire retter for 130 euro, deromkring (uden vin). Jeg har dog aldrig selv været dér. Meld gerne tilbage, hvis du finder noget godt! Kh og god sommer, Sissel-Jo

      • Thomas Skov Jensen siger:

        Hej Sissel-Jo
        Tak for dit svar. Har godt set moderskibet og vi har faktisk booket bord til frokost når vi skal derned. Det er muligt at få 3 retter for 48 Euro, så det har vi tænkt os at prøve. Synes det er en ok pris for 2 Michelinstjerner.

        God sommer

        • Hej. Er siden hen kommet i tanke om absolut must, hvis I er på udkig efter Michelin-niveau, nemlig Kochu Karu på Bernauerstrasse. Det er en spansk/koreansk, der to år i træk har fået en anerkendelse i Michelinguiden, og det er supergodt, anderledes og ikke dyrt. God fornøjelse. PS. Skriver om den snart, da jeg var der i torsdags 😉

Leave A Comment

.

Populære indlæg: